6 februar 2024

FDM | Europæiske giganter blander sig i dansk ladekapløb

Endnu to ladeoperatører gør deres entré med lynladning i Danmark, hollandske Fastned og Power Go. Det ene selskab tilbyder den bekvemme Autocharge-løsning. Samtidig udbygger andre selskaber med pæn hast, så antallet af ladesteder er fordoblet på et år.

Begyndelsen er ydmyg, men ambitionerne er store. Den hollandsk baserede ladegigant Fastned har indviet sin første lynladestation i Danmark efter at have arbejdet som ladeoperatør siden 2012.

Den første station i Helsingør består af blot fire ladestik på en lille parkeringsplads helt uden faciliteter, men den ligger godt: lige ved Kongevejen/E47 og to km fra færgerne til/fra Helsingborg.

De to lynladere på stedet kan levere op til 400 kW, som skal deles mellem to stik, hvis to biler lader samtidig.

Snæver plads – høj pris

Udformningen af stationen har været ’det muliges kunst’, da der er meget bebygget langs Kongevejen i Helsingør. På den lille kommunale p-plads er der ikke blevet plads til f.eks. et halvtag, og der er heller ikke mulighed for at køre ind med påhængsvogn.

Eneste facilitet på stedet er en burgerbar. På den anden siden af vejen ligger en stor Shell-station.

Fastned reklamerer med høj pålidelighed af sit ladenetværk, men hører også til blandt de dyreste lademuligheder. Standardprisen var ved åbningen 5,89 kr. pr. kilowatt-time.

Nem betaling med Autocharge

Til gengæld kan betalingen gøres fuldautomatisk. Fastned benytter Autocharge-standarden, så man kan lade helt uden kort, brik eller app, når først bilen er oprettet ved et besøg hos Fastned. Circle K benytter samme system, men bilen skal oprettes separat hos hvert selskab.

Fastned har ambitioner om at blive blandt de store ladeselskaber i Danmark, og strategien er at placere sig på meget trafikerede steder. De næste to steder bliver ved Grevinge ved Holbækmotorvejen (fire ladepladser) og ved Langeskov på Fynske Motorvej (16 ladepladser).

Alle tre steder er vundet i udbud fra Vejdirektoratet.

Ud over hjemlandet og Danmark er Fastned til stede i Belgien, Tyskland, Schweiz, Storbritannien og Frankrig.

Power Go har i januar åbnet sin første danske lynladestation. Den ligger i Haderup i Midtjylland og har otte ladepladser.
Power Go har i januar åbnet sin første danske lynladestation. Den ligger i Haderup i Midtjylland og har otte ladepladser.

To andre hollændere bygger ud

En anden hollandsk strømsælger, Power Go, har også netop slået sig ned i Danmark med sin første lynladestation. Den ligger i Haderup, hvor rute 16 og rute 34 mødes mellem Viborg og Holstebro (selv om den hollandske virksomhed skriver i en pressemeddelelse, at Haderup skulle ligge i Nordsjælland).

Også denne station er etableret gennem et udbud fra Vejdirektoratet. Her er der otte ladepladser med hver 240 kW.

Power Go er i gang med at etablere væsentlig flere elbil-ladere. Inden for mindre end to år vil selskabet åbne yderligere 82 lyn- eller hurtigladere i Danmark. Derudover kommer der adskillige hundrede langsomladere (AC) gennem vundne udbud i adskillige kommuner.

Allego får flere ladere

Et tredje hollandsk ladeselskab, Allego, fortsætter sin udbygning i Danmark. Allego har netop åbnet en lynladestation i Taastrup (ved butikken Plantorama), hvor der er seks lynladepladser med hver 150 kW.

Allego har også åbnet i nærliggende Greve, hvor der nu er 5 x 150 kW til elbilister.

Som på de øvrige nye ladestationer er der mulighed for kortbetaling, men FDM vurderer, at betaling via Monta-app giver den bedste pris.

Også OK opruster

Allego har en ambition om 700 ladepunkter på 90 lokationer.

Også det danske energiselskab OK har fart på. OK har netop åbnet sin første egentlige ladepark. Den ligger i Hammelev ved Sønderjyske Motorvej.

Her kan 12 elbiler nu lade samtidig med op til 150 kW.

FDM: god udvikling

FDM glæder sig over udbygningen og de nye ladeoperatører.

  • Fastned er en stor, anerkendt ladeoperatør, som har stor erfaring fra andre lande. Vores indtryk er ret positivt, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
  • I forhold til prisen ligger Fastned højt på vores ad-hoc prisliste. Det er ikke en strategi, vi forstår, da lavere priser tiltrækker kunderne.
  • Men vi ser frem til nogle gode kampagner og ikke mindst, at Fastned får flere ladepunkter på det danske kort. Selskabet har gode ambitioner, og det ser lyst ud for konkurrencen på markedet, siger Ilyas Dogru.

Også mange AC-ladere

I modsætning til mange andre sætter Power Go også langsomme AC-ladere op, og prissætningen er interessant vurderer FDM.

  • Hvis man betaler med Power Go-app, er der dynamiske priser de fleste steder – og det kan give rigtig billig strøm, når energien er billig. Og selvfølgelig omvendt i spidsbelastningen. Derfor kan appen være værd at have.

Danmark har lige rundet 17.000 offentligt tilgængelige ladepunkter – en fordobling på et år. Men da bestanden af elbiler forventes at runde 300.000 inden for ca. et år, skal der sættes mange flere ladestandere op.