31 marts 2023

190 ladestandere til elbiler opsættes i Haderslev i 2023

Det bliver fra slutningen af 2023 lettere af være elbilist i Haderslev og omegn. I Haderslev Kommune opsættes der allerede i år 190 nye ladestandere.

Væk fra motorveje og de største byer i Danmark, bliver det stadig ofte problematisk og mere besværligt, at være ejer af en elbil. Flere steder i landet er der op til 60 kilometer til den nærmeste lynlader. I Haderslev Kommune er der nu kommet større fokus på, at det skal være lettere at være elbilist. Inden udgangen af 2023 opsættes der 190 ladestandere, i en kombination af lynladere og almindelig ladestandere.

Endnu flere ladestandere på vej næste år

Flere ladestandere skal gøre det nemmere og mere attraktivt at køre på el i Haderslev Kommune. De 190 ladestandere i kommunen vil få strategiske placeringer ved p-pladser og bygninger, blandt andet ved en række skoler, institutioner, idrætsanlæg og rådhuset.

I første runde er det Ewii, PowerGo og OK, der skal stå for opsætningen af ladere til elbiler. Størstedelen af ladestandere der opsættes i år er almindelige 22 kW. Kun 18 af de 190 nye ladestandere vil være lynladere. Man kunne forestille sig, at det blev OK, der på deres tankstationer bød ind med disse lynopladere, men det fremgår ikke at pressemeddelelsen fra Haderslev Kommune. OKs lynladere har normalt en effekt mellem 150 og 175 kW.

”Haderslev Kommune er et attraktivt sted at arbejde og bo. Vi ønsker, at vores borgere skal have en nem hverdag, hvor de bruger mindst mulig tid på at lede efter en ladestander. Der er en stor interesse for at køre i el-bil, og nu hvor vi får ladestandere i hele kommunen, så bliver der mange flere muligheder for at få ladet sin bil, mens man er inde at handle, på arbejde eller til en fritidsaktivitet”, siger borgmester i Haderslev Kommune Mads Skau.

Dette er resultatet af den første etape af udrulning af ladestandere i Haderslev Kommune. Der forventes at blive indhentet tilbud på anden etape i 2024, hvor endnu flere ladestandere vil finde vej til elbilister i området.

Tesla på vej med stor Supercharger-station

Men vi er ikke helt færdige med Haderslev endnu, men også Tesla er på vej med en ny Supercharger-station, der bygges ved motorvejsafkørslen Haderslev Nord. Mange Tesla Superchargere kan bruges af alle elbiler og har en ladeeffekt på op til 250 kW.